Ah ja..
Febervild og med et nyligt overstået håndværkerbesøg (Som jeg måtte vente i 4 timer på.. tak for lort!), vaklede jeg koldsvedig og svimmel mod Kvickly for at proviantere. Turen var hyggelig, og jeg benyttede endda lejligheden til at ose lidt i underetagen, hvor de har tøj, film, cd'er, cykler, køkkengrej og.. ja.. alt. Jeg faldt over 2 par smadderflotte trusser i sort, satin og blonde, som jeg naturligvis lagde i kurven med tanken på de mintgrøn-ternede bomuldsrædsler, jeg havde iført mig til morgen. Vi taler om den slags, som man har lyst til at vise sine venner fordi de ellers ikke vil tro på hvor dårlig smag man egentlig har når man shopper online. Jeg er simpelthen ejer af 6 par ternede rædsler. Alle i hvid. To med petroleum-blå tern, to med bordeaux-lyserød (JA, det er åbenbart en farve!) tern og to med de charmerende mintgrønne aftegn, som jeg nu havde på mens jeg var i Kvickly.
Ved nogenlunde godt mod efter en hyggelig ose-tur i vareparadis (det er en pigeting.), hankede jeg op i mine bæreposer og gik hjemad. Folk var smilende og fnisende. Enkelte var en smule uhøflige og stirrede på en ubehagelig måde i retningen af mit underliv. Det bed jeg dog ikke mærke i før jeg trådte ind i indkørslen til den bygning, hvor jeg bor, og hørte en knægt fra en flok folkeskolerødder bestående udelukkende af hamrende kønner blonde piger og hiphop-knægte råbe "TIVOLI ER ÅÅÅÅBEEEEEN!".
Tivoli var i dén grad åben, og det havde intet med Lars Liebst at gøre.
De grønne rædsler var så voldsomt synlige i mine lidt for stramme jeans, at designere og modeeksperter verden over ville have fotograferet mig på stedet til minde og advarsel til samtlige fremtidige jeans-købere i deres nærvær.
Man skulle vist bare være blevet i sengen..
Wednesday, August 23, 2006
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment