Lugt til kaffelatten.

Med bukserne nede, men stadig med bukserne på.
Med hatten i hånden, men stadig med hatten på skrå.

Ja, ham Peter Sommer forstår sq at lege med ordene.. Gid flere mennesker gad gøre det.
Der er efterhånden kommet så pokkers stor fokus på korrekthed og vedligeholdelse af det sprog, vi lærte da vi var børn.
Wake up and smell the frappuccino. Vi er ikke børn mere.

Jeg læste en artikel, hvor skribenten fremlagde det således: At forvente at sproget stagnerer, er det samme som at forvente at en mand ikke vokser op, udvikler sig, lærer og bliver gammel og dør. Sproget er nødt til at forny sig, hvis det skal leve op til vores behov for brugen af det.
Jeg kan sagtens tilslutte mig den holdning. Sproget har altid udviklet sig, og vil altid gøre det. Det engelske sprog, for eksempel, er næsten udelukkende bygget op af latin og germanske sprog. Middelalder-engelsk er næsten umuligt at forstå for en nulvende (Belive you me!).
Og der findes så frygteligt mange udtryk bare i Danmark, som ikke kan udtrykkes på anden måde end via brugen af engelske, fransk og italienske ord. Prøv f.eks. at gå ind på et spisehus (fremfor en restaurant) og bestil en bøfsteg (fremfor en roastbeef) med kartofler med riller (fremfor Hasselback kartofler) med sovs-med-smag-af-skotsk-spiritus (fremfor whisky-sauce), og holde masken imens. Ikke så plausibelt, vel?
Efter maden kan du jo passende spørge om du må sætte ild til en tobakspind og bestille en kop kaffe-med-skotsk-spiritus-og-flødeskum-og-puddersukker som du kan drikke til din brændte creme. Som standup ville sætningerne være ganske underholdende, men du kan fandme ikke forvente at blive taget alvorligt på D'Angleterre, som i øvrigt burde hedde England.

Og er vores tiltagende brug af fremmedord ikke et tegn på at vi er en lille smule sofistikerede alligevel?
Verden er unægteligt blevet meget mindre på meget kort tid, og det er sqda derfor naturligt at vi gnubber skuldre med hinandens lingvistik og lærer at forstå hinanden.
Der er sprog nok til alle. Hvis du vil tale frygteligt korrekt, skal du da endelig gøre det. Men lad nu være med at hive dig i hoserne, hvis (vi) andre vælger at lade det følge med tiden, og dermed bibeholde muligheden for at forstå hvad de følgende generationer kommer til at sige.

Mine egne kære bedsteforældre er frygteligt oprevet over sprog - generelt. "HVAD HELVEDE ER TEAMBUILDING? Det hedder AT BYGGE HOLD!" Ja ja, Morfar.. men det er sq ikke det samme.

He grabbed her by the WHAT!!?

Juhuuuu... One down, 235 million to go!

Så er første officielle uge som stud.mag. overstået, og det er gået over al forventning. Al udmattende og nervepirrende forventning. Det er fandme hårdt at blive klog. Men klog bliver man. Jeg ved mere om Geoffrey Chauser og The Canterbury tales i dag end jeg før har vidst om nogen forfatter. Nåja.. næsten da. Men det er i hvert fald dejligt på en ufatteligt øm og ubehagelig måde. Mine hjerneceller gør ondt og er gået i strejke, men jeg har stadigvæk omkring 100 sider at gennemterpe inden morgendagens første forelæsning, udover at jeg bør overveje det faktum at jeg, sammenlignet med om 3-4 år, ved sådan cirka absolut intet om ingenting der handler om noget som helst.
Det er grove løjer.

Hvorfor kan jeg så lide det?
Fordi det er fucking fedt at være sej til engelsk. Det er fucking fedt at kunne sætte krydser og boller og trekanter under hvad som helst, når bare man har en blyant. Det er fucking fedt at kunne prale med at man bliver undervist i Akademisk skriveteknik af en fyr der rent fatisk har skrevet en ph.d.-afhandling om engelsk tegnsætning. Åh jo.
And I like it a lot. Me thinks me liketh a loteth.

Nå. For at gøre en lang historie længere..
I morges deltog jeg i en forelæsning om hvordan man læser middelalderlyrik. Forelæsningen var uinspirerende og røvkedelig, og damen læste sådan set alt hvad hun havde at sige op fra en stak papirer. Så publikum småsov i fællesskab.
Bedst mens jeg halvt ligger/halvt sidder ind over den bordplade der sidder fast på stolen foran mig, og som egentlig skal fungere som skriveunderlag, men som også virker fortrinligt som hovedpude i mangel på bedre, afbrydes mine søvnige tanker af sætningen "And then he grabbed her by the cunt.". Jeg sværger. Ama'r halshug! Jeg fucking sværger.
Damen sagde det uden at blinke, fnise, smile eller bryde ud i ukontrollerede latterbrøl - modsat resten af de søvnige tillyttere i det store, tætbefolkede auditorium på Njallsgade, som dog ikke ligefrem brølede af grin. I stedet for holdt vi vejret på samme tid og kiggede forvirret og undrende på vore respektive sidemænd og -damer med "det sagde hun ikke? sagde hun det? var det virkeligt.. ? talefejl? nej? god nok? ej, hvor vildt!" skrevet med tuschpen i øjnene.
Well.. Det var dagens komiske indslag..

Måske skulle man have været der...

Should I stay or should I go?

duuh-duh-duh-duhhh.. Fed sang. Røvnederen at have på hjernen, dog.

Min dejlige, kærlige, søde, sjove, skøre, kloge, dumme, nuttede kæreste indtog mit domicil i tirsdags, og siden da har vi hygget marathon-wise. Det smerter mig næsten at sige det, men rundt regnet vil jeg estimere at vi har set 15 film på den uge. Arm i arm, naturligvis. Med slik og cola på bordet, naturligvis.
Onsdag var jeg på uni og på arbejde - dvs. var hjemmefra fra 7 morgen til 22 aften (lortejob).. Da jeg kom hjem, ventede Michael med kaffe, franskbrød og små, søde hjerteformede kager. Lyksalige lyksalighed.
Alt i alt lever vi som fod i handske i havet når vi er sammen, og savner hinanden som gale når vi ikke er. Så hvorfor er det nu lige at vi IKKE bor sammen?
Meget snart skal det ske.. meget.
Et lille spøgelse fra min fortid prikker mig på skulderen i tide og utide og minder mig om at det er en meget dum idé at flytte sammen med en fyr bare fordi man har lyst. Det skal være så pokkers fornuftigt og tilrettelagt og planlagt og ARGH!
Hvad er der blevet af carpe diem?
Michael er indstillet på at flytte herover. Jeg har en lejlighed som er fin til at starte med (dog er den en anelse hjemsøgt, men med lidt maling og en tur på loppemarked, burde det kunne omgås). Min økonomi vil have det dejligt med en hjælpende hånd til husleje, internet og el - der vil muligvis endda være råd til en bil (HU-fucking-RRA!).
Så hvorfor i hele hule runde røde helvede gør jeg det ikke?

Hjælp!

Ps: Atju, for helvede!!

Trusser og feber

Ah ja..
Febervild og med et nyligt overstået håndværkerbesøg (Som jeg måtte vente i 4 timer på.. tak for lort!), vaklede jeg koldsvedig og svimmel mod Kvickly for at proviantere. Turen var hyggelig, og jeg benyttede endda lejligheden til at ose lidt i underetagen, hvor de har tøj, film, cd'er, cykler, køkkengrej og.. ja.. alt. Jeg faldt over 2 par smadderflotte trusser i sort, satin og blonde, som jeg naturligvis lagde i kurven med tanken på de mintgrøn-ternede bomuldsrædsler, jeg havde iført mig til morgen. Vi taler om den slags, som man har lyst til at vise sine venner fordi de ellers ikke vil tro på hvor dårlig smag man egentlig har når man shopper online. Jeg er simpelthen ejer af 6 par ternede rædsler. Alle i hvid. To med petroleum-blå tern, to med bordeaux-lyserød (JA, det er åbenbart en farve!) tern og to med de charmerende mintgrønne aftegn, som jeg nu havde på mens jeg var i Kvickly.
Ved nogenlunde godt mod efter en hyggelig ose-tur i vareparadis (det er en pigeting.), hankede jeg op i mine bæreposer og gik hjemad. Folk var smilende og fnisende. Enkelte var en smule uhøflige og stirrede på en ubehagelig måde i retningen af mit underliv. Det bed jeg dog ikke mærke i før jeg trådte ind i indkørslen til den bygning, hvor jeg bor, og hørte en knægt fra en flok folkeskolerødder bestående udelukkende af hamrende kønner blonde piger og hiphop-knægte råbe "TIVOLI ER ÅÅÅÅBEEEEEN!".

Tivoli var i dén grad åben, og det havde intet med Lars Liebst at gøre.
De grønne rædsler var så voldsomt synlige i mine lidt for stramme jeans, at designere og modeeksperter verden over ville have fotograferet mig på stedet til minde og advarsel til samtlige fremtidige jeans-købere i deres nærvær.

Man skulle vist bare være blevet i sengen..

P.s.: Atju.

Influ-fucking-enza og hånd-lorte-værkere!

*GAAAAAAAB*

Klokken er sen, og jeg er lysvågen på en meget dvask og træt måde. Jeg er ramt af en influenza-djævel, og har i sagens natur været sofaliggende og sovende det meste af dagen..

Der kommer håndværkere i morgen. Dvs. de kan faktisk allerede dukke op kl 7. Dvs om under 5 timer. Det har jeg svært ved at arbejde med. Meget svært.
De kommer mellem kl 7 og 15. Det er fandme godt for dem at jeg ikke har noget liv, for i så fald var der faldet brænde ned. Man kan sqda ikke bare inddrage et menneskes bevægelsesfrihed i 8 timer, hvis det pågældende menneske ikke er psykotisk eller indsat. Jeg kan ikke arbejde med det. Og man VED bare at de først ringer på døren lidt over 16. Det er en naturlov lige så sikker som den med vasketøjet og regnvejret. Hvis man hænger vasketøj udenfor, begynder det at regne.. også selvom solen var skyfri før. Og den første dag på foråret, hvor man lader vinterjakken hænge derhjemme og stæser udenfor i den fine Diesel-cowboyjakke, bliver der snestorm. UNmistakable!
Og hvis man giver sig til at skifte tøj eller gå i bad mens man venter på håndværkere, ringer det på døren netop når man er allermest nøgen og indsæbet.. gerne med sæbe i øjnene og en MEGET utålmodig håndværker ved dørklokken. Det er som taget ud af Cable Guy, men det ligger frygteligt tæt på hvordan virkeligheden fungerer.
Det er en afart af nemesis.. Bare uden hybris. Dvs det er ren og skær ondskab fra de højere magters hånd. Og det er snedigt. Hvis jeg var lidt mere kristen, ville jeg formentlig benytte kedsomheden som en glimrende lejlighed til at bede og missionere lidt i telefonen.

Så forny dig dog, Gud! Den slags gør vi ikke længere.

Anne? Ellen? Louise?

Egentligt er det utænkeligt at flere end meget få mennesker kommer til at læse og vise interesse for denne blog, men den skal vel også snarere betragtes som en slags dagbog. Altså.. Jeg er hermed Anne Frank.
Vi skriver/skrev begge for vores egen skyld, og har ingen ambitioner om at noget skal publiceres endsige læses af andre.
Derfor forbeholder jeg mig retten til at ævle som ingen før har ævlet. Glæd dig, kære læser. Glæd dig.

Aniwæjs.. Jeg navngiver denne periode af mit liv "Soon to be"-fasen. Jeg er på nippet til.. ja, alting faktisk.
Om få uger nulstiller jeg min status som evighedsstuderende, og begynder på engelsk-studiet, som jeg rent faktisk har seriøse ambitioner om at færdiggøre med en vis entusiasme.
En skønne dag bliver jeg Cand.mag. og vil kunne undervise og alt muligt smart.
Hvis alt går godt i mit forhold til min kæreste, flytter jeg til Aalborg inden længe. Ja, jeg bliver jyde og det sker frivilligt. Så sød er han sq.
Lige om lidt går jeg i seng og sover, og når jeg vågner tager jeg på arbejde og er på nippet til at bide mig selv i håndryggen af latter eller frustration eller, hvis jeg er heldig, en kombination af begge dele. (Måske er det værd at nævne at jeg arbejder i call-centret hos et stort inkasso-firma, hvor jeg har som opgave at ringe til debitorer og true dem til de græder.. stort set.)

Ellen Degeneres, som er en supercool lebbestandup'er, skuespiller og talkshowvært, har i et af sine større shows opfordret verden til at skynde sig at udskyde alting og dyrke sine overspringshandlinger. Altså "Procrastinate NOW, don't put it off!". Fabelagtig teori, mener jeg.

Der er naturligvis et altoverskyggende dilemma (men det er der jo altid).. Det bliver os konstant pålagt at leve i nuet. Men nuet er jo aldrig lige her og nu. Det er altid væk.. vi har altid noget andet på hjernen, end det vi laver lige nu. I skrivende stund tænker jeg for eksempel på hvad jeg skal skrive næste gang jeg skriver her, og om jeg skal skifte sengetøj på min seng inden jeg går i den.. Måske skal jeg drikke en kop the først? Jeg har ondt i halsen efter at have sovet i et koldt tog, og ondt i nakken pga den bog, jeg brugte som hovedpude. Frygteligt.
Det er sq svært at være menneske, hvis man tænker over det.

Det skal måske være sig værd at nævne, at hvis du som læser forventer at finde en rød tråd i mit tankespind, vil du blive utrøsteligt skuffet. Jeg tænker i ævl og skriver derefter.

Det var vist det, man kaldte et essay i gymnasiet?
Det må vi undersøge en anden dag.

Godnat.

IntroStartBegyndelseMedStortBogstav

Jeg vil være den første til at indrømme det.
Jeg er faldet i. Det var ikke meningen at det skulle ske. Princippet var SÅ fastlagt. Jeg skulle aldrig flyde med strømmen, og ville aldrig være en død fisk. Måske trængte jeg bare til at dykke opad og trække vejret lidt?
Sket er hvorom alting er sket. Jeg er røget på blog-bølgen.

Men bare rolig.. Jeg er ikke ude på at narre nogen. Jeg er nøjagtigt lige så kedelig som resten af denne supernarcissistiske verden, som mener at deres privatliv er interessant nok til at der burde skrives en bog derom. Dette er ikke tilfældet med mig. Jeg er røvkedelig.
Forskellen på DEM og MIG - for der må jo være en forskel, ikke? - er at jeg kan finde ud af at formulere mig på skrift, og har ambitioner om, med tiden, eventuelt at leve af det.
Og, så skal jeg også, lære at sætte komma ordenligt så sætningerne bliver, lettere at læse.

Det var min disposition.
Mere følger.. sikkert lige om lidt.

Knus med K fra
Louise.